Har I styr på skødet?

Har I styr på skødet?

Har du og din partner styr på, hvem der står registreret på skødet på jeres hus? Selv om I har formuefællesskab i ægteskabet, så har skødet stor betydning ved en eventuel skilsmisse – den der står på skødet, overtager nemlig huset. Og det kommer bag på mange.

Situationen opstår ofte, hvis du eller din ægtefælle ejede ejendommen alene, da I mødte hinanden. Herefter er I flyttet sammen, blevet gift og antaget, at formuefællesskab er lig med en deling af boet ved skilsmisse. Sådan er det ikke, og derfor er I nødt til aktivt at ændre skødet, hvis det er det, I ønsker.

2 måder at ændre skødet på

Som udgangspunkt er der to måder, I kan ændre skødet på:

1) Den ikke-ejende part køber en andel af ejendommen.

På denne måde handles boligen til handelsværdien, hvorefter der skal tinglyses et nyt skøde. Det koster en tinglysningsafgift på 1.660 kr. + 0,6 % af købsprisen. Det er også muligt at aftale en indbyrdes pris, fordi der er tale om et familiekøb, og så vil tinglysningsafgiften i stedet blive beregnet af den seneste offentlige vurdering minus 15 %.

2) Den ejende part forærer en andel af ejendommen til den ikke-ejende

En anden mulighed er, at den, der ejer ejendommen, forærer en andel til den anden part. Der er ikke længere lovkrav om en gaveægtepagt, men det kan alligevel være en god idé at lave et gavebrev. Overdragelsen skal også tinglyses i tingbogen, og det koster igen en udgift på 1.660 kr. + 0,6 % af prisen – og prisen fastsættes efter den seneste offentlige vurdering minus 15 %.

Få hjælp fra en advokat

Det er en kringlet procedure at ændre i et skøde, og det er vigtigt, at det bliver gjort rigtigt, da ændringen ellers ikke er gældende. I kan med fordel søge hjælp hos en boligadvokat, fx eboligadvokat.dk/skoede, hvor der sidder boligadvokater med mange års erfaring i bolighandel og udarbejdelse af skøde.